Hvis du vil imponere dine gæster med en flot dessert og vise dine skils frem i køkkenet – så er flamberede pandekager en sikker vinder. Det er fjollet, dumt og ser farligt ud at have ild i køkkenet! Medmindre du har ilden under kontrol. Der er næsten ikke noget som ser mere tjekket og imponerende ud end at flambere.

For at flambere dine pandekager skal du bruge tre helt essentielle ting: pandekager, en karamelsauce og spiritus. Her har du opskriften på de ting, så vender vi tilbage til flamberingen når de er klar.

Pandekager

Ingredienser:

125 g hvedemel

3 spsk. Sukker

1 tsk salt

½ tsk spidskommen

3½ dl mælk

3 æg

Lidt vaniljeekstrakt eller kornene fra en stang vanilje

Smør til stegning

Jeg kan godt lide at hælde nogle få spsk. af den spiritus i dejen som jeg bruger til at flambere med, ellers er lidt øl også godt i pandekager.

Fremgangsmåde:

  1. Bland mel, sukker salt, og spidskommen sammen, og pisk mælken i. Pisk til du har en klumpfri, tyktflydende dej.
  2. Bland æg og øl i, og tilsæt vaniljeekstrakt efter smag eller kornene fra en stang vanilje. Lad gerne dejen hvile en halv times tid eller mere.
  3. Smelt ca. 15 g smør, hæld det i en lille kande, så det er klar til stegning.
  4. Steg tynde pandekager af dejen ved at hælde lidt smeltet smør på, før du kommer en passende portion dej på pandekagepanden.
  5. Sæt pandekagerne til side, når de er stegt på begge sider. Mens du klargør din karamel.

Karamel til flambering

Ingredienser:

2 appelsiner – økologiske, da skrællen også skal bruges

1 citron

2 spsk. sukker

1 spsk. Smør

1 godt skvæt spiritus til flambering, min favorit er whisky men brug lige hvad du har lyst til bare det er over 40%

Fremgangsmåde:

  1. Riv skrællen af den ene appelsin, undgå at få det hvide med, da det er meget bittert.
  2. Pres saften ud af begge appelsiner og citronen. Bland det i en skål sammen med skrællen du har revet og sæt det til siden.
  3. Smelt sukkeret til en lys karamel på en dyb pande ved moderat varme.
  4. Tilsæt smørret, og lad det bruse af.
  5. Hæld appelsinblandingen i, og lad det koge op.
  6. Så er du klar til flambering.

For at flambere

Nu er du klar til at flambere dine pandekager. Der er nogle ting som man skal sikre sig inden man flambere:

  • Det er vigtigt at du har noget du kan lægge over din pande for at slukke ilden hvis noget skulle gå galt.
  • Derud over skal du slukke for din emhætte, og helst undgå at gøre det direkte under din emhætte da der sidder gamle fedt rester som nemt kan antænde.
  • Hav en lang lighter, så du ikke brænder dine hænder.

Fremgangsmåde til flamberingen

  1. Læg dine pandekager i karamellen en ad gangen, og vend dem i karamellen så de bliver sjasket ind. Fold dem som en trekant og lad dem ligge i panden.
  2. Hæld et godt skvæt spiritus over og bland det med karamellen, når du har hældt spiritussen på skal du arbejde hurtigt inden alt alkoholen fordamper
  3. Hold og peg din pande væk fra dig, og tænd din lighter med afstand til panden.
  4. Sæt din tændte lighter til maramellem i panden og spiritussen skulle gerne antænde. Pandekagerne er klar når ilden går ud.

Så er der flamberede pandekager. Hvis du rigtig vil imponere dine gæster, så venter du med selve flamberingen og at hælde spiritus på til du står inde ved bordet. Flamberet pandekager skal serveres lige efter de er blevet flamberet og er rigtig gode sammen med en kugle is og nogle knuste nødder på toppen.